Er der håb for kristnes udøbte børn?

Abstract

Denne artikel giver en indføring i, hvordan man igennem den kristne kirkes historie har set på udøbte børns skæbne. Den ældste kirke synes ikke at have reflekteret så meget over spørgsmålet. En ny gennemtænkning af problemet kom med Augustin efter striden med Pelagius. Thomas af Aquinas syn fik stor betydning for tænkningen i middelalderen. Reformatorernes understregning af Sola Scriptura satte igen fokus på debatten om udøbte børns skæbne, hvor et forskelligt syn på arvesynden medførte en noget forskellig stillingtagen blandt reformatorerne. Den danske reformator Peder Palladius beskæftigede sig meget med udøbte børns skæbne og de mødre, der havde mistet. Hans holdning har været bestemmende for den opfattelse, vi senere finder i Danmarks og Norges Kirkeritual, hos biskop Pontoppidan og senere teologer som Jacob Peter Mynster, Hans Lassen Martensen, Peder Madsen, Regin Prenter og norske teologer som Ole Hallesby og Carl Fr. Wisløff.