Bibelen og Israel

Abstract

I GT er Israels folk arvtagere til Guds løfter til Abraham om et land og et folk. Gennem GT og NT ser vi en fremadskridende frelseshistorisk og åbenbaringshistorisk udvikling i Guds frelsesplan. NT svarer på spørgsmålet om, hvornår den lovede Messias kommer med sit rige. Kristus er den hermeneutiske nøgle. Alle løfter har deres ”ja” i Jesus Kristus. Han er den ventede Messiaskonge, der bringer den nye pagts gudsrige. Det er dog ikke det samme, som blev forventet hans samtid. Messias kom med et allerede – endnu ikke. Landløfterne er Guds svar på det tabte Paradis. Det land, Abraham og vi venter på, er Det ny Jerusalem. Jesu Messias er løfternes udgangspunkt og slutpunkt. Der er kun én ny pagt, ét nyt gudsfolk, kun ét oliventræ jf. Rom 9-11. Det rummer jødekristne og hedningekristne. Artiklen afviser, at staten Israel efter 1948 står i relation til løfterne i GT, ligesom palæstinenserne i dag ikke kan sidestilles med kanaanæerne i GT. Det er dog nogle, som bruger bibelske løfter til legitimering af egne politiske krav og ønsker, ligesom jihad er en videreudvikling af Israels krige i GT. Man skal være meget varsom at gøre evangeliet til en politisk sag. FN har tilkendt på israelere og palæstinensere ret til land, selvstændighed og frihed. Artiklen argumenterer for en to-statsløsning af to demokratiske lande. De ulovlige bosættelser på Vestbredden og islamismen er to af de forhold, som står i vejen for den løsning.