Bøn, der forøger taksigelsen til Guds ære – om bønnens betydning i Paulus’ breve

Abstract

Artiklen behandler bøn i Paulus ́ breve med fokus på dens betydning for, at de troende ærer Gud. Paulus opfatter bønnen som et primært udtryk for den nye relation til Gud som Far gennem troen på Jesus, formidlet gennem Helligåndens nærvær. Bønnen er udtryk for at leve i og fastholde denne relation, og i denne barne- og bønnerelation hjælper og retleder Gud den troende. Derfor skal bønnen kendetegne de troendes liv både individuelt og når de er sammen, så Gud bliver æret igennem det. Bønnen er i forlængelse af dette kilden til kraft, dels til bevarelse i troen, men også til hjælp i den nød og de udfordringer, de troende står i. Dette gælder ikke mindst kaldet til at nå ud med evangeliet, hvor Gud selv må bane vej gennem den modstand, som altid vil være der fra både mennesker og åndelige magter. Paulus er som apostel selv afhængig af de troendes forbøn, ligesom han selv på afstand fortsat kæmper for dem i bøn. Artiklen udfolder nærmere, hvordan Paulus gennem sine bønner for menigheden formidler visionen om, at de må vokse i tro, håb og kærlighed. Når det sker, er det en realisering af Paulus’ apostelkald. De modne menigheder er det offer, som Paulus af Gud selv er kaldet til at bringe Gud, til disse menneskers evige gavn og til Guds navns ophøjelse og ære. Til slut perspektiveres dette i forhold til kirkens mission og forbøn for mission.